Webshop Viden
EU Krav 2026 | Er din webshop klar til EU’s nye bæredygtighedskrav?
Skrevet af Sofie Rimestad.
Som webshop-ejer har du sikkert helt styr på, hvordan du skruer på dit webdesign, optimerer checkout-flowet og kører kampagner, der konverterer. Men har du lige så godt styr på, hvordan nye EU-regler kan påvirke din forretning – og faktisk afgøre, om du overhovedet kan sælge dine produkter i EU efter 2026?
Hvad handler den nye EU-lovgivning om?
EU har sat sig et ambitiøst mål: at blive verdens første klimaneutrale kontinent i 2050. For at nå dertil, skal udledningerne reduceres med 55% allerede i 2030. Og det har direkte konsekvenser for webshops, der vil sælge produkter i EU.
To centrale områder kommer til at påvirke din webshop:
1. Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR) – Krav om digitalt produktpas
Forordningen udvides til at gælde bl.a. tøj, fodtøj, møbler, rengøringsmidler og elektronik.
Det betyder:
- Du skal dokumentere produktets livscyklus – fra produktion til genanvendelse.
- Der indføres krav om Digitalt Produktpas (DPP), hvor alle nødvendige informationer om produktets bæredygtighed skal være synlige.
- Som webshop-ejer bliver du ansvarlig for, at disse oplysninger findes på dine produkter – også hvis du ikke selv producerer dem.
Kort sagt: Du skal kunne vise dine kunder og myndigheder, at dit sortiment lever op til EU’s bæredygtighedskrav. Ellers risikerer du at miste adgang til EU-markedet.
2. Nye emballagekrav – Minimer tomrum og vælg bæredygtige materialer
Et andet vigtigt direktiv er Emballage- og emballageaffaldsdirektivet (PPWD).
Her skærpes kravene:
- Maks 50% tomrum i din e-handelsemballage.
- Krav om bæredygtige materialer og genanvendelige løsninger.
- Producenter og webshops skal minimere både vægt og volumen af emballage.
Det betyder, at du som webshop-ejer skal justere dine forsendelsesstrategier og emballagematerialer for at overholde reglerne.
3 konkrete skridt til at forberede din webshop
- Få styr på dine leverandørdata – Start dialogen med dine producenter om dokumentation af produkternes miljøaftryk.
- Optimer din emballage-strategi – Er den klar til at leve op til EU’s krav? Kan du reducere tomrum og bruge bæredygtige materialer?
- Kommunikér dine bæredygtige initiativer – Brug din webshop aktivt til at vise dine kunder, hvordan du arbejder med miljøvenlige løsninger.